Historie



Sangréal Ordenens historie er lang og tager sit udgangspunkt i middelalderens Europa helt frem til nutidens Danmark.


Historien om Sangréal Ordenen begynder i år 1307 hvor flere tempelriddere flygtede for livet over hele Europa som følge af anklagerne imod dem for kætteri.


Legenden om Sangréal Ordenen siger, at en ridder på flugt søgte ly for natten i byen, Viborg, i Danmark. Han var syg og blev i den lille kirkeby, da han var for svag til at drage videre. Det var julenat - altså natten imellem den 24. og 25. december år 1307. Det siges, at ridderen medbragte en eller anden form for hemmelig skat. Men hvad skatten bestod i er aldrig blevet kendt for omverdenen.


Ridderen stiftede en ridderorden under navnet: Ordo Sancti Graal der skulle beskytte og vogte det han havde medbragt. Ridderordenen, Ordo Sancti Graal, blev det vi kender som Sangréal Ordenen i dag.


Sangréal Ordenen slår rod

Ifølge legenden blev Sangéal Ordenen altså stiftet i al hemmelighed i år 1307. Men Sangréal Ordenens første forfatning kom først til verden i 1308 og blev først endeligt vedtaget i 1309.


Sangréal Ordenens første forfatning var i høj grad baseret på et æreskodeks der mindede om det man ser i en munkeorden.


Ordenen havde i begyndelsen deres hovedkvarter i det der er beskrevet som ”udflytterstedet” - et sted uden for Viborgs bymure hvor ordensmedlemmerne kunne afholde deres aktiviteter i fred.


For en del af medlemmerne var, ligesom en del andre borgere fra Viborg på den tid, ikke tilfredse med den daværende konge, Erik Menved. De nægter på Viborg Landsting at betale ekstraskatter til kongens kostbare krige og planlægger oprør.

Kong Erik Menveds tyske lejetropper knuser dog oprøret inden det for alvor får fat og bygger i 1313 en fæstning (i dag kendt som Borgvold) for at holde de utilfredse borgere i skak.  Sangréal Ordenen forsætter derfor, i al hemmelighed, deres aktiviteter på det hemmelige ”udflyttersted” uden for byen.

Da borgen i 1320 bliver revet ned er kongemagten mærkbart svækket og Erik Menveds efterfølger Christoffer den 2. må gå ind på kravene fra borgerne i sin håndfæstning. Sangréal Ordenen kunne derefter oprette et hovedkvarter i Viborg by, skønt en del af aktiviteterne stadig blev afholdt i ly af det hemmelige ”udflyttersted”.



Ordenen vokser

Skønt Sangréal Ordenen til forveksling kunne minde om en lille munkeorden, var de ikke nødvendigvis gode venner med de gejstlige i byen. I år 1443 klager Sangréal Ordenen og en håndfuld borgere til den nykronede konge Christoffer af Bayern over de gejstliges privilegier.

Kong Christoffer bestemmer derfor i år 1444, at gejstlige ikke må erhverve ejendomme i Viborg uden at betale de normale skatter på ejendommen. Normalt var kirken nemlig skattefri af sine besiddelser.


I år 1487 bliver ordenen omstruktureret og en ny forfatning bliver vedtaget. Forfatningen åbner op for at ordenen kan vokse, hvilket den også gør i de næste år.

Sangréal Ordenens medlemmer synes i det hele taget at gå efter magten i Viborg, i denne tidsperiode, og søge flere betydningsfulde hverv f.eks. i byrådet.

Sangréal Ordenen når at redde flere af deres værdifulde ejendele da Viborg brænder i år 1501, anderledes skidt går det for Viborg Domkirke der brænder ned til grunden og hvor der kun reddes den store syvarmede lysestage.




Sangréal Ordenen gør oprør og bliver næsten opløst

I år 1523 tager Sangréal Ordenen parti for Kong Christian d. 2. på Viborg Landsting. Kongen var i stridigheder med bispen Jørgen Friis og en lille kreds af bisper og rigsråder der ønskede at indsætte kongens farbroder, hertug Frederik af Slesvig og Holsten som ny konge af Danmark. Stridighederne ender i oprør imod kongen og Sangréal Ordenens stormester Peder Stub deltager aktivt i kampen for Christian d. 2, men lige meget hjælper det. Samme år hyldes Frederik d. 1. som konge på Viborg Landsting og Christian d. 2 må flygte ud af landet. I år 1526 forlader Sangréal Ordenens stormester og Viborgs borgmester, Peder Stub, med en håndfuld ordensmedlemmer byen og landet for at slutte sig til deres landflygtige konge.


De ordensmedlemmer der var tilbage i Viborg overværede Hans Tausens aktiviteter der senere førte til reformationen. I år 1529 spillede flere af Sangréal Ordenens medlemmer en rolle i nedrivningen af byens 12 sognekirker samt oprøret imod bisp Jørgen Friis.


Da bisperne og højadelen, i år 1534, vælger Frederik d. 1.’s søn hertug Christian til ny konge midt under borgerkrigen, Grevens Fejde, allierer Sangréal Ordenen sig med Christoffer af Oldenburg og Skipper Clement og hjælper dermed Christian d. 2..

Skipper Clement, Sangréal Ordenen og deres allierede lider et svigende nederlag i Grevens Fejde og det endte med, at ordensmedlemmer blev dræbt og fængslet for deres alliance med Skipper Clement.

I 1536 blev oprørets leder Skipper Clement henrettet offentligt til skræk og advarsel på Viborg Landsting foran Viborg Domkirke. Desuden henrettes andre deltagere i oprøret, bl. a. flere af Sangréal Ordenens medlemmer, den ene den tidligere borgmester Oluf Skrædder.

På dette tidspunkt blev ordensmedlemmer spredt for vinden, nogle sad i fængsel, andre blev henrettet – Sangréal Ordenen var næsten opløst og der skulle gå mange år før Sangréal Ordenen igen kunne samle sig.


Ordenen rejser sig

Som om én ulykke for Sangréal Ordenen ikke var nok går en betragtelig del af ordenens besiddelser i 1567 til grunde da Viborg brænder. En ny brand hærger i 1615 igen Viborg og Sangréal Ordenen må se flere af deres besiddelser gå op i røg.


I år 1624 gennemgår Sangréal Ordenen en omfattende omstrukturering og en ny forfatning skulle nu få ordenen til i højere grad at fungere som socialt netværk og sikkerhedsnet for ordensmedlemmerne og deres familier. Ordenen blev mindre udadvendt og mere indadvendt i denne periode og omstruktureringen var sandsynligvis inspireret af de mange håndværkerlaug der præger 1600-tallet. Ordenen får under den nye forfatning flere medlemmer.


I år 1726 mistede Sangréal Ordenen alle sine besiddelser
i den store brand og havde ikke længere hovedkvarter indenfor bymurene, men skjult et sted i nærheden.


I år 1801 ændres Sangréal Ordenens organisation igen – nu handler medlemskabet i højere grad om åndelig og spirituel udvikling.

Og i år 1844 bliver navnet ”Sangréal Ordenen” taget i brug for første gang.


Ordenens aktiviteter forsætter uhindret indtil år 1890 hvor Sangréal Ordenens forfatning igen gennemgår en større revision. Denne forfatning er nogenlunde i overensstemmelse med den forfatning Sangréal Ordenen har i dag.


Sangréal Ordenen i moderne tid

I det 20. århundrede stopper Sangréal Ordenen sine aktiviteter i en periode. Det sker under besættelsen af Danmark, 1940-45, hvor nazisterne forbød alle former for frimureri og logeaktiviteter.


Først på den anden side af krigen i 1956 genoptog ordenen sine aktiviteter som før.


I 2007 opretter Sangréal Ordenen en hjemmeside på internettet med oplysninger om ordenen og udvalgte emner.

 

Om Sangréal Ordenen

Ordenens hieraki er opbygget af fem grader hvor i medlemmerne kan avancere. Læs mere


Tempelridderne

I første omgang var deres opgave at forsvare vejene i Palæstina for de nye pilgrimme, der strømmede til Jerusalem fra Europa i kølvandet på det første korstog - i hvert fald officielt! Læs mere


Encyklopædi

På sangreal.dk har vi vores egen encyklopædi. Her findes artikler om Sangréal Ordenen, religion, historie, filosofi og meget mere. Læs mere